Nyheder
Varme med viden – og viden med vennerne
6. december 2021
For Vølund Varmeteknik blev 2021 året, hvor mottoet Varme med viden nemt kunne være udskiftet med Viden med vennerne – for aldrig har så mange benyttet sig af virksomhedens udbud af bl.a. VE-kurser, ligesom der flittigt er blevet trukket på projektafdelingens kompetencer og erfaring inden for bæredygtige og intelligente Smart Home-løsninger.
Verden har muligvis trukket vejret gennem mundbind i en periode, men den er langtfra gået i stå. Tværtimod. Rigtig mange virksomheder har brugt de seneste to år på at kigge indad og ikke mindst fremad: Hvad, hvor og hvordan kan vi blive skarpere og stå endnu stærkere og mere attraktive for vores kunder og forbrugerne?
En af de virksomheder er Vølund Varmeteknik, der i mere end 40 år har været en af pionererne inden for varmepumper og bæredygtige energiløsninger.
- Mere end nogensinde er der fokus på, hvordan vi kan reducere CO2-udledning og samtidig skære ned på energiforbruget. De to faktorer er i vores verden uløseligt forbundet, forklarer Niels Peter Skov, der er kommerciel chef hos Vølund Varmeteknik. Han siger videre:
- Og det kan vi mærke, at mange andre også har fået øjnene op for, både internt i branchen og ude hos virksomheder, byggefirmaer, landbrug og private. Vi har eksempelvis stor søgning til vores fagkurser på Vølund Akademiet. I foråret stod den således på fuldt besatte VE-kurser, hvor vi kvalificerede forhandlere, så de kunne komme i betragtning til energipuljer.
Travlt med projekter
Projektafdelingen hos Vølund Varmeteknik oplever også, hvordan udviklingen bevæger sig i retning af, at stadigt flere kunder inden for industri og erhverv efterspørger fremtidssikrede energiløsninger.
- Tendensen er klar. Vores samarbejdspartnere blandt VVS-installatørerne får flere, større og mere komplekse ordrer, hvor vi hjælper med at dimensionere og projektere installationerne. Ofte kombinerer vi forskellige teknikker og løsninger. Det er i høj grad her, at vi bidrager med vores viden og erfaring, fortæller Niels Peter Skov.
Fremtiden er smart
Hos Vølund Varmeteknik følger man udviklingen nøje og er selv med til at bidrage til den med nye produkter. For eksempel vinder Smart Home-teknologien frem og giver rigtig god mening ved blandt andet intelligent varme- og indeklimastyring, som det er tilfældet med S-serien fra Vølund Varmeteknik.
Den er forbundet til resten af hjemmet via wi-fi og understøtter for eksempel stemmestyring, så man blot skal sige, hvis man fryser eller har det for varmt. Så registrerer varmepumpen kommandoen og justerer varmen derefter. Og oplever man fejl, kan en installatør fejlsøge og løse problemet via nettet.
Intelligent tilbehør
Nøglen til Vølund Varmetekniks intelligente hjem er appen myUplink, der giver adgang til funktioner som overvågning, alarmer, information om softwareopdateringer, styring efter vejrudsigt, historiske data og Smart Price Adaption, dvs. styring efter skiftende elpriser.
Appen giver hurtigt en statusoversigt over varmesystemet og den tilsluttede varmepumpe. Eksempelvis vil zoneinddeling med intelligent tilbehør vise status rum for rum – det gælder både temperatur, luftfugtighed og CO2-niveau. Hvis systemet kræver brugerens opmærksomhed, vil man blive alarmeret via en push-besked og e-mail.
- Når vi siger Varme med viden, mener vi det helt bogstaveligt og i mere end en forstand. Vores produkter er teknologisk med helt i front og "klædt på" til fremtiden. Det samme er medarbejderne hos Vølund Varmeteknik, og de er parat til at dele ud af deres viden. Så her kommer Viden med vennerne ind i billedet, smiler Niels Peter Skov.
Vølund Varmeteknik deltog på årets VVS-messe i Odense, og det blev et glædeligt gensyn med kunder og samarbejdspartnere. Samtidig var der lejlighed til at præsentere og gå i dybden med bl.a. den nye S-serie, der er firmaets bidrag til intelligente Smart Home-løsninger.
Vølund Varmeteknik deltog på årets VVS-messe i Odense, og det blev et glædeligt gensyn med kunder og samarbejdspartnere. Samtidig var der lejlighed til at præsentere og gå i dybden med bl.a. den nye S-serie, der er firmaets bidrag til intelligente Smart Home-løsninger.
Læs artiklen i HVAC årsnummer 2021.