Nyheder


En motorvej af varmepumper ligger åben for installatørerne

13. juni 2018

Hidtil har det primært været forbundet med VVS-installatører, men vejen ligger faktisk åben for de elinstallatører, der tager springet ud i et eventyr omkring varmepumper. Og der er både opbakning, viden og hjælp at hente hos Vølund Varmeteknik.

 

 

I disse år er en regulær brancheglidning i gang. Flere virksomheder dækker i dag over både el, VVS, ventilation og køl. Nogle el-installatører har taget varmepumpen til sig og har fået en ganske god forretning ud af det, selvom mange i branchen nok stadig forbinder den teknologi med VVS-verdenen. Men sådan behøver det ikke være.  En varmepumpe skal på vandsiden installeres af en VVS’er, mens den på elsiden skal klares af en elinstallatør. Der er allerede VVS-firmaer, som enten er i gang eller overvejer at uddanne deres medarbejdere, så de også kan håndtere elarbejdet, men hvorfor går elinstallatørerne ikke den modsatte vej. Jeg vil sige, at der ligger en motorvej af varmepumper lige foran installatørerne – nu er det kun et spørgsmål, om de tør køre på den, siger Niels Peter Skov, salgs - og marketingchef hos Vølund Varmeteknik.

Med hele vejen

En vellykket installation af en varmepumpe kan deles i tre trin. Dimensioneringen, projekteringen og installeringen.  Og vi er med hele vejen. Vi kan hjælpe med det hele. Vi tilbyder også kurser, så de både kan få den teoretiske, men i høj grad også den praktiske viden, der skal til, forklarer han. Endnu slås en del med at få alle tre dele helt korrekt.

En fejldimensionering med et for lille anlæg vil ødelægge den ellers gode økonomi, fordi eltråden i varmepumpen i så fald vil køre for ofte. Både korrekte rørdimensioner, radiatorer og ventiler er vigtige for at sikre det rigtige varmeflow, og endelig skal hele den elmæssige side af den endelige installation opfylde kravene. - Her er det vigtigt ikke at stirre sig blind på prisen. Der er tale om en langsigtet investering, og her er den billige variant ikke altid billigst på sigt. Den nye tendens med at købe varmepumper på nettet kan betyde, at vi er ved at ende i den samme priskrig, som huserede for år tilbage, og som har været en stor del af baggrunden for, at teknologien selv i dag har et dårligt ry, siger han. Dengang blev der solgt anlæg, der var for små; ikke passede til husets øvrige installation og man skar også ned på markslangen. Præcis alt det, som er grundlaget for en dårlig oplevelse for kunden. - De dårlige historier hænger desværre stadig ved, og de kan komme igen, hvis ikke professionelle virksomheder tager hånd om det videre salg af kvalitetsprodukter til forbrugerne, påpeger han. Det er oplagt, at man ikke kan kaste sig over et nyt forretningsområde uden at have den fornødne viden. Derfor er der behov for at uddanne sit personale. Man skal ikke køre afsted med hovedet under armen. Vi er til for at hjælpe netop på dette område.

Væk fra fælles net

Derfor skal der uddannelse til, og så en erkendelse af, at varmepumper endnu ikke er udbredt og en kendt teknologi hos mange forbrugere. Niels Peter Skov kan erindre om en kunde, der mente, at der var masser af plads til jordslangen - i de to altankasser, der hang i 3. sals højde. Men det kommer nok, ikke mindst når gasfyret står foran udskiftning. - Der er en bevægelse væk fra det fælles fjernvarmenet. Regeringen vil have en satsning på elektricitet. I den forbindelse virker det helt forkert at forny sit gasfyr, der kan holde i 2030 år. De forbrugere vil have behov for at kigge mod nye muligheder, siger han, mens han understreger, at han ikke mener, de fælles net er ved at lukke ned – overalt. - De er åbenlyse gode i de store byer, men skal ikke langt væk fra de områder, før det ikke giver mening, og man er bedre stillet med de alternativer, som nu viser sig, påpeger han. Her mener han, at de visionære, fremsynede og lidt modige installatører kan gøre en god forretning, som bare vokser. Salget af disse systemer vokser markant, siger han, men påpeger, at salget kommer fra et lille niveau, så det ser måske mere imponerende ud end det er endnu. At fremtiden peger mod varmepumpeteknologien vurderer han som værende indlysende. Blandt andet er der stadig større effektiviseringsmuligheder inden for selve teknikken. I dag er man kun kommet cirka halvvejs i forhold til, hvad der er teoretisk muligt at opnå.


Artikel fra Installations Nyt Nr.6  Juni 2018

 

 

 

Tilbage

keyboard_arrow_up
Loading...